Eze

Eze

Middelalderlandsbyen Eze Village ligger smukt på et klippefremspring midt mellem Monaco og Nice.

De smalle og snoede gader i Eze er karakteriseret af de gamle stenhuse, der alle er blevet flot restaureret. Sammen med fontænerne, pladserne og blomsterne gør de Eze til en af de smukkeste middelalderlandsbyer på hele Den Franske Riviera.

Kun enkelte af husene er beboede, de fleste er nemlig nu indrettet som restauranter, kunstbutikker og souvenirbutikker. Den historiske bydel er lukket for al trafik. Helt oppe på toppen ligger resterne af byens gamle slot, som går helt tilbage til det 12. århundrede. Fra slottet, og den omkringliggende botaniske have, er der en enestående udsigt udover Côte d’Azur.

Fra Eze løber en lille sti (Sentier de Nietzsche) ned til kysten, hvor den lille badeby Eze-sur-Mer ligger og frister med sine fine strande og hyggelige restauranter og caféer.

Eze village

Restauranter og natteliv
Der ligger mange restauranter i den historiske bydel, her ligger også den mest kendte, nemlig Chèvre d’Or. Oversat til dansk betyder det guldgeden.

Nattelivet er meget stille i Eze, hvilket passer meget godt til en bjerglandsby fra middelalderen.

Seværdigheder og aktiviteter
Den billedskønne bjerglandsby Eze er i sig selv en meget stor attraktion, som man ikke bør snyde sig selv for. Med til at give Eze den skønhed er slottet på toppen, de flotte pladser, som f.eks. Place Francis Blanche og ikke mindst hele den historiske bydel.

I byen ligger også det berømte parfumeri Fragonard, der både har butik og fabrik i Eze. Fabrikken der producerer parfume, sæbe og kosmetik har åbent for besøgende hver dag, også weekender og helligdage.

I højsæsonen er det en god idé at besøge Eze først på dagen. I løbet af dagen kommer der nemlig flere og flere turistbusser.

Eze kort
Midt på kortet ses Eze, mens kystbyen Eze-sur-Mer ligger lidt mod sydvest. Længere mod vest ligger Nice og mod øst ligger Monaco.