Grimaud er en smuk middelalderlandsby i udkanten af bjergkæden Massif des Maures, omkring 10 km fra Saint Tropez og kun nogle få kilometer fra Saint Tropez-bugten. Grimaud charmerer sine gæster med snævre gader, små pladser, restaurerede huse og masser af bougainvilleaer og andre farverige planter. Uden tvivl en af de flotteste middelalderlandsbyer på Cote d’Azur.
Historisk har den forholdsvis lille Grimaud spillet en stor rolle i regionen, hvilket især skyldes slottet på toppen af den bjergskråning, som husene ligger på. Slottet er fra det 11. århundrede, og har været næsten helt jævnet med jorden. Sidenhen er det blevet delvist genopbygget, blandt andet de to tårne som ses på billedet, og slottet er bestemt et besøg værd – alene udsigten er anstrengelserne værd!
Selve byen havde også en vigtig rolle. Her holdt Tempelridderne til i den nu fredede bygning Maison de Templier på byens ældste gade, Rue des Templiers. Desværre er den velbevarede bygning lukket for offentligheden, men som mange andre bygninger i Grimauds gamle bydel er den smuk at se på.
I gaden Rue des Templiers ligger også kirken St. Michel, som blev opført i det 12. århundrede, og flittigt benyttet af tempelridderne. Der er løbende blevet bygget videre på kirken, således blev klokketårnet bygget i det 16. århundrede og så sent som i 2015 blev der installeret et imponerende orgel. Kirken er åben for offentligheden, og der er specielle aftener med orgelkoncert.
Grimauds historiske bydel byder ikke kun på nogle af egnens bedst bevarede middelalderhuse, men også små hyggelige butikker og gallerier. Når sulten melder sig, så er der også et godt udvalg af restauranter, caféer og ishuse. Flere af dem med udendørs servering.
Hvis turen går videre efter besøget i Grimaud, så er det oplagt at besøge havnebyen Port Grimaud, som ofte bliver kaldt Frankrigs svar på Venedig pga. sine mange kanaler. De som har lyst til at besøge flere middelalderlandsbyer kan køre mod sydøst til Gassin eller Ramatuelle, begge er meget interessante.
Kort over Grimaud
Grimauds historiske bydel ligger midt på kortet. Port Grimaud ligger ved kysten mod øst, men Gassin og Ramatuelle ligger mod sydøst.